This story was originally published elsewhere. This is a nicer looking, ad-free version. To read the original, click here.
Hos Kræftens Bekæmpelse vækker det bekymring, at stadig flere unge bliver ramt af tarmkræft.
Det siger forskningsgruppeleder og professor i livsstil og kræft Anja Olsen i kølvandet på en årelang stigning i den alvorlige kræftform blandt folk under 50 år. Hun giver fire konkrete råd til at forebygge tarmkræft.
»Selvom det stadig er få unge mennesker, der bliver ramt af tarmkræft, er det ikke rart at se antallet stige, og tarmkræft er en af de sygdomme, hvor vi ved, at vores livsstil har betydning,« siger professoren.
Mens stigningen i tarmkræft hos yngre er blevet kaldt et mysterium, og forskere endnu mangler det fuldendte billede, ser professoren en mulig forklaring i, at risikofaktorer for tarmkræft som overvægt og diabetes påvirker de yngre aldersgrupper.
»Det passer ind i et større billede, hvor vi også ser forekomsten af andre sygdomme rykke ned i aldersgrupperne,« siger Olsen.
»Det klareste eksempel er type 2-diabetes. For år tilbage var den en sygdom, der primært ramte ældre mennesker – man kaldte det 'gammelmandssukkersyge'. Nu ser man det hos en langt bredere aldersgruppe, endda hos teenagere.«
»Det er bestemt muligt, at det, at man er udsat for en risikofaktor tidligere, også leder til, at kræften udvikles tidligere,« tilføjer hun.
Ifølge Independent får 52 procent flere unge mellem 25 og 49 tarmkræft sammenlignet med i begyndelsen af 1990erne. Ifølge DR har der fra midten af 1990erne og frem til 2012 været en 3,1 procents stigning i forekomsten af tyktarmskræft hos danskere under 49 år.
I en nylig undersøgelse publiceret i tidsskriftet Nature har forskere forsøgt at komme nærmere et svar på, hvad udviklingen skyldes.
De peger på, at børn, som tidligt i livet bliver eksponeret for giftstoffet 'colibactin', kan have øget risiko for at udvikle tarmkræft, før de fylder 50 år.
Colibactin udvikles fra tarmbakterien E. coli, og Anja Olsen mener, at opdagelsen fint passer ind i det puslespil, som kræftforskere er ved at lægge.
»Vi ved, at personer, der for eksempel har overvægt, har en anden bakteriesammensætning i tarmen. Vi ved, at din kost i allerhøjeste grad påvirker din bakteriesammensætning i tarmen. Og hvis man tidligt har en uhensigtsmæssig livsstil – for eksempel med meget dårlig kost – synes jeg, brikkerne passer meget godt,« siger hun.
Således mener forskeren, at en sund livsstil kan gøre meget for at forebygge risikoen for tarmkræft. Hun nævner fire konkrete ting.
»Den livsstil, som vi ved er forebyggende i forhold til tarmkræft, er fuldstændig i overensstemmelse med de generelle livsstilsanbefalinger; det handler om kost, motion, sund vægt, og om at undgå rygning,« siger hun.
»Den forebyggende kost er den, vi kender fra kostanbefalingerne: masser af fuldkorn og grøntsager og ikke for meget kød fra firbenede dyr.«
Overlevelsesraten efter fem år for kræft i tyktarmen ligger for både mænd og kvinder på 73 procent.