Oliver Fruergaard

Journalism

Interview. Som chefstrateg i Danske Bank lever Frank Øland af at give investeringsråd. Hans job er blevet sværere, efter Donald Trump tiltrådte som USA's præsident.

Hvordan skal man investere i Trump-æraen?

This story was originally published elsewhere. This is a nicer looking, ad-free version. To read the original, click here.

Man ved aldrig, hvad Donald Trump finder på i morgen. Det har økonom Frank Øland måttet sande i løbet af republikanerens tre første måneder på præsidentposten i USA, hvor massiv nedgang har præget aktiemarkedet. Nu kommer han med et råd til investorer. Som chefstrateg i Danske Bank lever Øland af at vejlede om, hvordan man kan investere penge og få dem til at vokse, men, som han siger, »de første tre måneder med Trump har nok lært os allesammen lidt ydmyghed, for vi aner jo ikke, hvad han finder på i morgen.« »Det er svært at sige noget og føle, at man er 100 procent sikker på, at det så er det næste, der kommer til at ske,« uddyber han. Trump indtog præsidentembedet i januar med trusler om en handelskrig, og der gik ikke længe, før han gjorde alvor af ordene og hævede toldsatser for flere lande.  På udsigten til svækket global handel reagerede aktiemarkederne med blodrøde tal.  Udviklingen har tydeligt demonstreret, at overraskelser fra Trump lynhurtigt kan have stor effekt på danskeres formuer. Og overraskelser synes præsidenten at have rigeligt af. Ønsker man fortsat at sætte pengene i aktier og obligationer, kommer derfor nu et råd fra Øland: Det kan måske være en god idé at have en overvægt i europæiske snarere end amerikanske aktier, siger strategen. »Vi har en overvægt i europæiske aktier, som forhåbentligt er mindre sårbare overfor USAs handelskrig og kan nyde godt af udsigten til et massivt opsving i investeringerne i Europa.« Mikael Olai Milhøj, som er chefstrateg og partner hos kapitalforvalteren Sterna Capital, er til dels enig i rådet. »Det er jeg jo i det omfang, at den usikkerhed, der er i USA, har omsat sig til større sikkerhed i Europa,« siger han. Han understreger hurtigt, at Europa formentlig også bliver ramt, hvis USA haver i en økonomisk krise.  »Men der er nogle positive vinde i Europa,« siger Milhøj. Han peger blandt andet på, at man i Europa har besluttet at opruste militært, efter Trump har sået tvivl om det fremtidige forsvarssamarbejde. Det vil betyde fremgang for den europæiske forsvarsindustri. Milhøj forventer, at de europæiske forsvarsaktier vil være relativt robuste – også på den anden side af handelskrigen. Også hos Danske Bank anbefaler man europæiske forsvarsaktier, siger Øland. »Ja, det er en af vores anbefalinger.«